DETOX KUGLER MED CITRON OG GURKEMEJE

 

Jeg har glædet mig helt vildt til at dele vores allerførste Snackmover opskriftsvideo med jer! Vi er selv ret godt tilfredse med resultatet, og forhåbentlig kan I bære over med at vi (endnu) ikke er helt prof til det der filmproduktion 😉 Ikke desto mindre vil det fremover være en fast ting, at vi nu og da ligger vores egne yndlings-opskrifter på sunde snacks ud til jer i videoform, her på bloggen.

 

I dag får I en vaskeægte vinderopskrift på de efterhånden ret så udbredte versioner af daddelkugler eller energikugler – kært barn har mange navne. Jeg tør dog godt at love at den her opskrift er anderledes. Jeg elsker selv kakao og mørk chokolade, som ofte findes i diverse opskrifter på daddelkugler, men nogle gange kan det også være ret så rart med noget andet.

 

Kombinationen af citron og kokos i denne version er helt fantastisk, og giver den lækreste balance mellem syrligt og sødt. Gurkemejen bemærkes nærmest ikke i smagen, men bidrager med en fin citrongul farve, for slet ikke at tale om alle de sundhedsmæssige fordele. Det er nemlig ikke for ingenting at vi har døbt disse “detox kugler”. Gurkemejen er en fantastisk superfood, som er kendt for sine mange sundhedsfremmende egenskaber. Blandt andet gør dens høje indhold af curcumin at den har en antiinflammatorisk virkning på kroppen, hjælper til at rense ud og styrker immunforsvaret. Citronens høje indhold af c-vitamin er også en immunbooster, og styrker fordøjelsen. Alt i alt en skøn sund snack at have i tasken, når som helst på dagen. Jeg har endda nappet et par stykker til morgenmad, hvis det skal gå stærkt…

 

Detox kugler med citron og gurkemeje

Ingredienser:

12 dadler (bløde fra papæske)
2,5 dl havregryn
1,25 dl. revet kokos
1,25 dl. cashewnødder eller mandler
4 spsk chiafrø
1 citron, skal og saft
1 tsk vanilleekstrakt
2 tsk gurkemeje
Ekstra kokosmel, chiafrø, hampefrø, birkes, finthakkede nødder eller andet til at rulle kuglerne i

Sådan gør du:

-Fjern stenene fra dadlerne, og kør dem til en ensartet masse i en foodprocessor eller blender.
-Tilsæt resten af ingredienserne, til du har en nogenlunde ensartet masse som kan trilles til kugler. Er dejen for tør, kan den være svær at blende helt jævn. Tilsæt en smule vand lidt efter lidt hvis det er nødvendigt.
-Rul din dej til kugler, og tril dem derefter i kokosmel eller andet “drys”.
-Opbevar dine detox kugler på køl til servering, og nyd!

Kærlig hilsen Line

16. januar 2018
SNACKKUGLER MED KAFFE OG BIPOLLEN
4. april 2018
HJEMMELAVEDE BOUNTY BARER

Kommentér