Sund softice af bananer Det er sommervejr og det betyder is. Har du ikke prøvet at lave softice af bananer før, så er det på tide! For det smager fantastisk og er super nemt at lave. Nicecream er den lækreste og nemmeste softice lavet af frosne bananer. Når frosne bananer blendes får det en konsistens som softice. Det eneste det kræver er en kraftig blender/foodprocessor og frosne bananer, så er der softice i løbet af et par minutter. Bananerne må gerne være overmodne, da de er sødere. Fra nu af er det slut med at smide plettede bananer ud, de skal i fryseren så de kan laves til nicecream! Nicecream kan laves i mange forskellige varianter med f.eks. bær eller chokolade. Denne nicecream synes jeg er en af de bedste. Det er en vanilje-variant lavet med skyr, som tilfører isen proteiner og så smager den sure skyr rigtig lækkert sammen med de søde overmodne bananer. Server softicen med det samme - den smager rigtig godt med friske jordbær.   Nicecream Til 2 personer Det skal du bruge: 4 frosne bananer 1 dl skyr 1/2 scoop vanilje proteinpulver (kan undlades) 1/2 tsk vaniljepulver 1-2 spsk peanutbutter   Sådan gør du: Blend alle ingredienserne sammen i en foodprocessor. Kan din foodprocessor ikke klare mosten, kan du lade bananerne tø lidt op inden du blender. Server softicen med det samme.   -Anne / annesondergaard.dk   HAR DU IKKE ALTID TID TIL AT LAVE DINE EGNE SNACKS? Lad Snackmover levere en lækker snackbox med mindst 10 kvalitetssnacks hver måned.  

Hjemmelavede bounty barer smager bare skønt, kombinationen mellem kokos og chokolade som smelter på tungen er en fantastisk kombination! Efter jeg første gang lavede disse nemme, hjemmelavede og sunde bounty har jeg ikke spist en "rigtig" bounty. De her bare smager bare bedre og så er de fulde af gode sager, de er sukkerfrie og fuld af sunde fedtstoffer fra kokos. De tager ingen tid at lave og kræver kun 4 ingredienser som du altid kan have i skabene. Så når lækkersulten melder sig, kan du hurtig lave en portion hjemmelavet bounty og servere dem til aftenskaffen.En lille bind af himlen.   Sunde hjemmelavede bounty barer Det skal du bruge: 100g kokosolie 1 tsk sukrin melis eller lidt kokossukker 75g kokosmel ca. 60g god mørk chokolade   Sådan gør du: Smelt kokosolien i mikroovnen i ca. 40 sekunder, eller brug en lille gryde. Opløs sukrin eller kokossukker i den smeltede olie og tilsæt kokosmelet. Klem massen godt sammen, så du kan skære det til bars senere eller pres den i en form, f.eks. en isterningbakke. Sæt kokosmassen i fryseren til den sætter sig. Imens kan du temperere chokoladen - jeg gør det så godt jeg kan, ved at smelte ca. 2/3 af chokoladen i mikroovnen og hælde det over den sidste 1/3. Tag kokosmassen ud af fryseren og overtræk barerne med chokoladen. Opbevar bounty barerne på køl, de kan holder sig over én uge - hvis de holder så længe. Nyd dem!   -Anne / annesondergaard.dk   HAR DU IKKE ALTID TID TIL AT LAVE DINE EGNE SNACKS? Lad Snackmover levere en lækker snackbox med mindst 10 kvalitetssnacks hver måned.

  Jeg har glædet mig helt vildt til at dele vores allerførste Snackmover opskriftsvideo med jer! Vi er selv ret godt tilfredse med resultatet, og forhåbentlig kan I bære over med at vi (endnu) ikke er helt prof til det der filmproduktion ;) Ikke desto mindre vil det fremover være en fast ting, at vi nu og da ligger vores egne yndlings-opskrifter på sunde snacks ud til jer i videoform, her på bloggen.   I dag får I en vaskeægte vinderopskrift på de efterhånden ret så udbredte versioner af daddelkugler eller energikugler - kært barn har mange navne. Jeg tør dog godt at love at den her opskrift er anderledes. Jeg elsker selv kakao og mørk chokolade, som ofte findes i diverse opskrifter på daddelkugler, men nogle gange kan det også være ret så rart med noget andet.   Kombinationen af citron og kokos i denne version er helt fantastisk, og giver den lækreste balance mellem syrligt og sødt. Gurkemejen bemærkes nærmest ikke i smagen, men bidrager med en fin citrongul farve, for slet ikke at tale om alle de sundhedsmæssige fordele. Det er nemlig ikke for ingenting at vi har døbt disse "detox kugler". Gurkemejen er en fantastisk superfood, som er kendt for sine mange sundhedsfremmende egenskaber. Blandt andet gør dens høje indhold af curcumin at den har en antiinflammatorisk virkning på kroppen, hjælper til at rense ud og styrker immunforsvaret. Citronens høje indhold af c-vitamin er også en immunbooster, og styrker fordøjelsen. Alt i alt en skøn sund snack at have i tasken, når som helst på dagen. Jeg har endda nappet et par stykker til morgenmad, hvis det skal gå stærkt

Ærligt, så er disse rawkugler nogle af de lækreste, jeg nogensinde har lavet! Altså.. Det siger jeg jo nok efter hver kuglekreation (uden at lyde selvfed), men der er simpelthen bare et eller andet over det der koncept med at proppe en masse lækkert i en blender, trille den færdige dej til kugler og så derefter nyde dem afkølet.. Det kan næsten kun blive en succes hver gang.   I hvert fald vidner mit udvalg af rawkugler da liidt om ovenstående 😉 Én ting, der gør, at jeg synes, disse snackkugler er ekstra lækre, er selvfølgelig det faktum, at kaffe er involveret! Det kan altså bare et eller andet at mikse den bitre drik (dog her i formen granulat) med dadler, kakao og kokos, hvilket jeg da også er blevet bekræftet i op til flere gange efterhånden! - Senest i disse skønne kaffekugler. Som et lille ekstra sundhedsboost har jeg tilsat bipollen fra Urekrams nye superfoodserie, som bidrager med en let sødme, et lille skud C- og E-vitamin samt protein. Tilskuddet kan dog sagtens udelades eller erstattes med lige den "superfood", man ønsker - eksempelvis vanille, matcha, tranebær eller lignende.   Til ca. 20 stk: 150 g. friske dadler (udstenet vægt) 100 g. mandler 30 g. kokosmel 10 g. kakaopulver 2 tsk. bipollen 2 tsk. instantkaffe Saft fra 1/2 appelsin Sesamfrø til at trille i Blend alle ingredienserne til en ensartet, klistret masse med et par stop undervejs for at skrabe dejen sammen. Tril så kugler deraf og vend disse i sesamfrø (eller alternativ som eksempelvis kokos). Lad dem sætte sig på køl og opbevar sidenhen kuglerne i en lufttæt beholder i køleskabet. -Josefine/FitFoodByFine

Var det noget med en sød og let saltet snack, der udover at smelte på tungen også har det skønneste bid?! - I så fald er disse fudgestykker præcis, hvad du bør kaste dig over! Chokofudgen med tilsat tahin (også kendt som sesamsmør) og lavet med udgangspunkt i hjemmelavet chokolade, er nemlig det lækreste at sætte tænderne i! Opskriften er hamrende simpel og kræver kun en kasserolle, hvori ingredienserne kan røres sammen til den lækreste cremede substans 😊 Efter en tur på frys er der lækkerier efter blot et par minutter, og desværre kan det godt tage endnu kortere tid at udrydde hele molevitten, for SÅ GODT SMAGER DEN altså.. Note to self: lav dobbelt portion næste gang! 😝   Til en lille form (her 15 x 15 cm.): 8 spsk. kakaopulver 4 spsk. kokosolie 4 spsk. Easis Perfect Sød 2 tsk. (med top) tahin Evt. et nip salt   Start med at røre kokosolie og kakaopulver sammen i en kasserolle ved laveste varme. Tilsæt tahin og dernæst sødning. - Massen vil tykne yderligere, når Easis Perfect Sød tilsættes. Smag til, om den ønskede smag er opnået og hæld så massen over i en filmbeklædt form.   Lad fudgen sætte sig i fryseren, skær ud i bidder med en varm kniv, når den er tøet let og opbevar så disse i en lufttæt beholder på frys. -Josefine/FitFoodByFine

Luk øjnene og tænk på en snack. Den er lækker og fuld af smag. Både blød og crunchy. Sød og med et touch af salt. Og så er den både nemt og hurtigt lavet. Hov, du tænkte da vist på disse peanutkugler! Få ingredienser, skøn smag og tekstur samt hurtigt lavet. Man kan faktisk kun være fan. Prøv selv!   Easy peasy peanutkugler 20 stk 150 g. udstenede dadler (de bløde fra papæske) 50 g. mandler 75 g. peanutbutter ¼ tsk havsalt En god håndfuld finthakkede saltede peanuts til at rulle peanutkuglerne i   Dadler, mandler, peanutbutter og havsalt kommes i en foodprocessor og køres, indtil massen er sammenhængende og fin i kosistens. Massen skal hjælpes lidt ned fra siderne af foodprocessorens skål et par gange. Massen trilles til 20 kugler, og disse kugler rulles i finthakkede peanuts og trilles igen så peanutstykkerne sidder fast på peanutkuglerne.   Peanutkuglerne kan nydes med det samme eller kan komme en tur i køleskabet først. Opbevares i lukket beholder i køleskabet. -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

Knas til ganen og snacks til enver lejlighed? - Det er vist, hvad man kan kalde denne sag! For mums, et lækkert resultat det blev at kombinere super simple sager som knasende kerner og mandler, seje popcorn samt sød, hjemmelavet chokolade, der med sit størkende resultat bidrager med endnu mere knas. Udover det tilsatte knas er den søde chokolade som nævnt helt hjemmelavet og super simpel! Den består udelukkende af kokosolie og kakaopulver samt lidt sødning - her i form af Easis Perfect Sød - og så tilberedes det hele blot i en kasserolle!   Til en brødform (ca. 25 x 11 cm): KNAS: 1 pose Propercorn med kokos og vanilje fra Snackmover (eller 30 g. valgfrie popcorn) 40 g. solsikkekerner 30 g. mandler CHOKOLADE: 6 spsk. kakaopulver 3 spsk. kokosolie 3 spsk. Easis Perfect Sød   KNAS: Beklæd en brødform med bagepapir og hæld popcornene deri. Rist mandler og kerner på en tør pande indtil de begynder at "knitre" let og tag dem så af. Mens de afkøler, laves chokoladen. CHOKOLADE: Lav chokoladen ved at røre kokosolie og kakaopulver sammen ved laveste varme og tilsæt så sødning (massen vil tykne yderligere, når Easis Perfect Sød tilsættes).   Hak mandlerne ganske lidt og bland så disse samt solsikkekernerne sammen med popcornene i brødformen. Vend chokoladen i og dæk det hele godt ved brug af en dejskraber. Drys med lidt groft salt og sæt hele molevitten på frys. Når det har sat sig, skæres den store "bar" ud i mindre stykker (jeg brugte en brødkniv), som opbevares i en lufttæt beholder på frys. -Josefine/Fitfoodbyfine

Ananas og kokos ~ mine tanker går straks i retning mod Hawaii. Sol, sommervarme og strand, ik’? Hvis du lukker øjnene, mens du spiser disse hapsere, er det lige før, du kan høre olietønderne spille og dufte Piña Coladaen. Og så er der et twist af ingefær til at spille mod det søde fra kokos og det sødt-syrlige fra de tørrede frugter. Aloha, siger jeg bare! Tropiske bidder 180 g. tørrede, lyse frugter, jeg har her brugt lige dele ananas, mango og papaya 40 g. pinjekerner 1 ½-2 tsk. stødt ingefær 35 g. kokosmel + lidt til topping Et nip salt   Alle ingredienser køres grundigt sammen i en minihakker/foodprocessor. Massen skal køre et stykke tid, men bare rolig, den skal nok samle sig. Skrab massen ned fra skålens sider nogle gange undervejs. Når massen er helt jævn og fin, kommes den i en firkantet beholder, så bidderne får den ønskede højde (de bidder jeg har lavet her er en anelse større end de firkantede stykker i lakridskonfektblandinger). Massen skal være så jævn og lige som muligt i formen. Brug evt. et stykke bagepapir til at lægge ovenpå massen, mens du glatter den ud. Massen vil være fast og lidt fedtet (de færdige stykker er ikke fedtede). Drys med lidt kokosmel.   Stil beholderen med massen i køleskabet, indtil den er helt kold. Skær bidder ud i ønsket størrelse. De tropiske bidder opbevares i lukket beholder i køleskab og kan holde sig friske længe. -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

Disse energibarer er bare super lækre! De er delikate i smagen og har et skønt chewy bid, som bare ligger godt i munden ;) Barerne er lavet på blot fem ingredienser, har perfekte kokosnoter, en let chokoladesmag fra det tilsatte carobpulver samt en lækker fyldig kaffearoma, som går godt i spænd med de øvrige ingredienser! Energibarerne kan bikses sammen på nærmest ingen tid, og så har man ellers altid en særdeles velsmagende snack lige ved hånden, når eftermiddagstrætheden sætter ind, eller når den søde tand bare skal forkæles lidt ;) Giver ca. 14 stk: 180 g. havregryn 160 g. friske dadler (udstenet vægt) 40 g. kokosmel 3 tsk. carobpulver 1 dl. kaffe, let afkølet (2 tsk. instant + 1 dl. kogende vand) Mørk chokolade Start med at finthakke gryn, kokos, dadler og carobpulver i en foodprocessor og tilsæt så den let afkølede kaffe og blend indtil ensartet. Massen bliver meget klæbrig, så hjælp den eventuelt på vej ved at skrabe den sammen med en dejskraber et par gange. Tryk dejen ud i en lille filmbeklædt form (brug noget af filmen som låg til at trykke ovenpå) og lad den så sætte sig nogle timer på køl - gerne natten over. Skær ud i barer, vend i smeltet chokolade og lad dem så sætte sig på køl, hvor de efterfølgende opbevares i en lufttæt beholder. -Josefine/FitFoodByFine