Knas til ganen og snacks til enver lejlighed? - Det er vist, hvad man kan kalde denne sag! For mums, et lækkert resultat det blev at kombinere super simple sager som knasende kerner og mandler, seje popcorn samt sød, hjemmelavet chokolade, der med sit størkende resultat bidrager med endnu mere knas. Udover det tilsatte knas er den søde chokolade som nævnt helt hjemmelavet og super simpel! Den består udelukkende af kokosolie og kakaopulver samt lidt sødning - her i form af Easis Perfect Sød - og så tilberedes det hele blot i en kasserolle!   Til en brødform (ca. 25 x 11 cm): KNAS: 1 pose Propercorn med kokos og vanilje fra Snackmover (eller 30 g. valgfrie popcorn) 40 g. solsikkekerner 30 g. mandler CHOKOLADE: 6 spsk. kakaopulver 3 spsk. kokosolie 3 spsk. Easis Perfect Sød   KNAS: Beklæd en brødform med bagepapir og hæld popcornene deri. Rist mandler og kerner på en tør pande indtil de begynder at "knitre" let og tag dem så af. Mens de afkøler, laves chokoladen. CHOKOLADE: Lav chokoladen ved at røre kokosolie og kakaopulver sammen ved laveste varme og tilsæt så sødning (massen vil tykne yderligere, når Easis Perfect Sød tilsættes).   Hak mandlerne ganske lidt og bland så disse samt solsikkekernerne sammen med popcornene i brødformen. Vend chokoladen i og dæk det hele godt ved brug af en dejskraber. Drys med lidt groft salt og sæt hele molevitten på frys. Når det har sat sig, skæres den store "bar" ud i mindre stykker (jeg brugte en brødkniv), som opbevares i en lufttæt beholder på frys. -Josefine/Fitfoodbyfine

Med denne uimodståelige lækkerbisken kan man ikke nøjes med bare ét stykke! - Siger det bare 😉 Der er nemlig alt det i, som hurtigt bliver vanedannende og bare smager af mere! - Jeg taler selvfølgelig primært om det anvendte peanut butter, men også den super lækre rawbund, som blot er lavet på kokos, mandler, peanutpulver med chokoladesmag og dadler!   Den syndigtsmagende karamel, som består af sølle tre ingredienser (well, fire med vand), spiller med sin salte smag super godt sammen med den søde bund samt de søde dadler, som karameltoppen også består af. Alt i alt taler vi altså om en hamrende lækker kreation, som kun kræver seks forskellige råvarer! - Dét er da lækkert 😃   Til et stort fad: BUND: 220 g. friske dadler (udstenet vægt) 200 g. mandler 30 g. kokosmel 20 g. powdered peanut butter m. chokolade KARAMEL: 80 g. friske dadler (udstenet vægt) 50 g. peanut butter (jeg brugte smooth) 1 dl. vand 1 tsk. salt   BUND: Blend alle ingredienserne til bunden i en foodprocessor og puls et par gange undervejs indtil de samler sig. Tryk ud i et fad beklædt med film eller bagepapir og sæt på køl, mens karamellen laves. KARAMEL: Blend alle ingredienserne med et par skrab undervejs indtil ensartet. Hæld karamellen ud over bunden, bred den ud med en dejskraber og sæt hele kagen på køl - gerne natten over - før den skæres ud i stykker.   Opbevar kagen i en lufttæt beholder på køl. -Josefine/FitFoodByFine

Det er sommer. Eller… det siger kalenderen i hvert fald. Trods jævnlig regn og gråvejr, er det muligt at få lidt sommer vibes med denne skønne smoothie fuld af tropiske noter. Den dufter og smager mildt og sommerligt af mango og kokos og har et pift af frisk syrlighed fra lime. Det er en fyldig smoothie, både på grund af sojayoghurten, som giver en fin mæthed, og fordi jeg godt kan lide en smoothie med en let tyk og cremet konsistens. En lille sommerlig eftermiddagsopkvikker – uanset om eftermiddagen er grå eller solbeskinnet? Ja tak!   Mangosmoothie med kokos og lime 2 glas 1 godt moden banan, gerne frossen i skiver 100 g. frossen mango 75. sojayoghurt, kokos eller naturel 10 g. kokosmel Saft af ½ lime ¼ tsk vanillepulver 1 tsk agavesirup ½ dl koldt vand 7-8 mynteblade 2 isterninger Ca. ¾ dl koldt vand Topping: Lidt grofthakkede pistacienødder   Alle ingredienser køres grundigt sammen i en foodprocessor eller blender. Konsistensen skal være så jævn og cremet som muligt, dog vil den vedblive at være lidt rustik på grund af kokosmelet. Juster evt. konsistens med lidt vand og smag til.   Top med hakkede pistacienødder. Nydes straks og iskold. -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

Ananas og kokos ~ mine tanker går straks i retning mod Hawaii. Sol, sommervarme og strand, ik’? Hvis du lukker øjnene, mens du spiser disse hapsere, er det lige før, du kan høre olietønderne spille og dufte Piña Coladaen. Og så er der et twist af ingefær til at spille mod det søde fra kokos og det sødt-syrlige fra de tørrede frugter. Aloha, siger jeg bare! Tropiske bidder 180 g. tørrede, lyse frugter, jeg har her brugt lige dele ananas, mango og papaya 40 g. pinjekerner 1 ½-2 tsk. stødt ingefær 35 g. kokosmel + lidt til topping Et nip salt   Alle ingredienser køres grundigt sammen i en minihakker/foodprocessor. Massen skal køre et stykke tid, men bare rolig, den skal nok samle sig. Skrab massen ned fra skålens sider nogle gange undervejs. Når massen er helt jævn og fin, kommes den i en firkantet beholder, så bidderne får den ønskede højde (de bidder jeg har lavet her er en anelse større end de firkantede stykker i lakridskonfektblandinger). Massen skal være så jævn og lige som muligt i formen. Brug evt. et stykke bagepapir til at lægge ovenpå massen, mens du glatter den ud. Massen vil være fast og lidt fedtet (de færdige stykker er ikke fedtede). Drys med lidt kokosmel.   Stil beholderen med massen i køleskabet, indtil den er helt kold. Skær bidder ud i ønsket størrelse. De tropiske bidder opbevares i lukket beholder i køleskab og kan holde sig friske længe. -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

Disse energibarer er bare super lækre! De er delikate i smagen og har et skønt chewy bid, som bare ligger godt i munden ;) Barerne er lavet på blot fem ingredienser, har perfekte kokosnoter, en let chokoladesmag fra det tilsatte carobpulver samt en lækker fyldig kaffearoma, som går godt i spænd med de øvrige ingredienser! Energibarerne kan bikses sammen på nærmest ingen tid, og så har man ellers altid en særdeles velsmagende snack lige ved hånden, når eftermiddagstrætheden sætter ind, eller når den søde tand bare skal forkæles lidt ;) Giver ca. 14 stk: 180 g. havregryn 160 g. friske dadler (udstenet vægt) 40 g. kokosmel 3 tsk. carobpulver 1 dl. kaffe, let afkølet (2 tsk. instant + 1 dl. kogende vand) Mørk chokolade Start med at finthakke gryn, kokos, dadler og carobpulver i en foodprocessor og tilsæt så den let afkølede kaffe og blend indtil ensartet. Massen bliver meget klæbrig, så hjælp den eventuelt på vej ved at skrabe den sammen med en dejskraber et par gange. Tryk dejen ud i en lille filmbeklædt form (brug noget af filmen som låg til at trykke ovenpå) og lad den så sætte sig nogle timer på køl - gerne natten over. Skær ud i barer, vend i smeltet chokolade og lad dem så sætte sig på køl, hvor de efterfølgende opbevares i en lufttæt beholder. -Josefine/FitFoodByFine

Hvem elsker ikke en god hindbærsnitte? Sød, marmeladefyldt og lækker. Men det er jo ikke ligefrem den sundeste kage at sætte tænderne i, så what to do? Vi laver da bare en raw version, som er fyldt med gode sager, vores krop godt kan lide som for eksempel mandler og hjemmelavet sukkerfri hindbærmarmelade. Og vi laver snitterne i små størrelser, for det er så dejligt, at man kan nyde en enkelt kage mere med god samvittighed. Hvis man da kan nøjes med kun én mere…   Raw hindbærsnitter Du skal bruge en god hindbærmarmelade, måske har du selv en god opskrift på sådan en? Ellers søg på nettet, der er mange gode opskrifter at finde. Selv laver jeg en frisk hindbær-chia-marmelade. Laver du marmeladen selv, så lav den på forhånd, så den er helt kold, når den skal i hindbærsnitterne. Derudover skal du bruge: 100 g. havregryn, (brug evt. glutenfri havregryn) 100 g. mandler, helst smuttede men det går også fint med skal på 10 stk. dadler, udstenede (de bløde fra papæske) 1 tsk. vanille Ca. 1/4 dl. koldt vand   Mandler og havregryn males til helt fint mel i foodprocessor eller lignende. Tilsæt de øvrige ingredienser og kør massen rigtig grundigt sammen i foodprocessoren. Den skal være så fin og jævn som muligt. Vurder hvordan massen hænger sammen, når noget af den trykkes sammen mellem fingrene, og tilsæt måske lidt mere koldt vand. Den skal hænge sammen og blive ved med at gøre det, når den trykkes sammen. Sæt dejen på køl et par timer eller mere. Rul dejen ud i ca. 3 mm tykkelse, og skær eller stik ens stykker ud. Jeg har brugt en rund udstiksform, men man kan også bruge for eksempel en blomsterform, et hjerte eller blot skære dejen ud i små, ens kvadrater. Smør en ønsket mængde hindbærmarmelade på halvdelen af de udstukne snitter, og læg en ikke-smurt snitte på hver. Snitterne kan eventuelt pyntes med lidt flormelis-lignende drys og friske eller frysetørrede hindbær.   Snitterne opbevares i en lukket beholder i køleskab og holder fint i nogle dage, så de kan sagtens laves i forvejen, hvis man fx skal have gæster. Pynt dog ikke snitterne før lige inden servering. -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

I disse små lækkerheder befinder to rigtig gode venner sig: Blåbær og lime. De to gør altid så meget godt for hinanden, og bør faktisk sjældent skilles ad. Disse små stykker, som måske i teorien kunne minde om dadelkugler, er nærmere at sammenligne med lækre fyldte chokolader. Fyldet er frisk af blåbær og lime med noter af kokos, og det er så cremet og smagfuldt sammen med den sprøde chokoladeskal. Ingredienserne er få og lettilgængelige, bomberne er nemme at lave, fine at se på og smager så dejligt. Blåbær-lime-fyldet kan også bruges i andre sammenhænge, feks i deciderede fyldte chokolader samt som topping på feks. grød, skyr eller smoothie bowls.   Blåbærbomber med lime og kokos 20 stk. 1 ½ dl mandler 1 dl kokosmel 1 dl frosne, vilde blåbær 6-8 udstenede dadler (de bløde fra papæske) Saften fra en hel lime (Evt. cirka 1 spsk kokosfibermel ~ kan dog sagtens udelades, det gør blot massen en smule fastere) Mørk chokolade til overtræk   Mandler og kokosmel køres i foodprocessor/minihakker til den finest mulige konsistens. Tilsæt de øvrige ingredienser og kør massen helt ensartet. Sæt massen i fryser/køleskab 15 minutters tid.   Blåbær-massen trilles herefter til kugler, brug en god tsk til hver kugle. Overtræk med smeltet chokolade. Sæt på køl indtil chokoladen er stivnet. Opbevares i lukket beholder i køleskab (så chokoladen holder sig sprød og bomberne smager friskest muligt). -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk

Simpelt, svampet og særdeles lækkert! Et bananbrød har ramt bloggen! - Og jeg garanterer for, at det slet slet ikke er det sidste endnu ;) For jeg bliver simpelthen aldrig træt af at bikse dette herlige brød sammen! Jeg er kæmpe fan af den altid svampede og moist konsistens, jeg ender ud med, ligesom kokosnoterne er et evigt tilbagevendende element i mine bananbrød :) - Denne variant er både glutenfri, sukkerfri og vegansk. Frem for den almindelige komælk har jeg nemlig anvendt rismælk, som jeg er blevet ret vild med, da det har en skøn sødme!   På toppen er der ud over den vanlige banan pyntet med Ganefryds lækre dadelkonfekt med kokos, kakao og appelsin, som var med min månedsboks fra Snackmover her i april. Stykkerne giver lidt lækkert bid i skorpen og smager samtidig fantastisk godt!   Du skal bruge: 350 g. rismælk  260 g. havregryn 220 g. banan (3 små/mellemstore) + 1 til toppen 60 g. kokosmel 20 g. kakaopulver 1 Ganefryd dadelkonfekt (her: appelsin)  Put alle ingredienserne undtagen dadelkonfekten i din foodprocessor og blend indtil helt cremet og ensartet. Skrab siderne undervejs. Hæld dejen over i en brødform beklædt med bagepapir, flæk en banan på langs og skær dadelkonfekten ud i mindre stykker og pres så dette ned i overfladen af dejen. Bag brødet ved 200°C/varmluft i 40 minutter og lad det afkøle på en bagerist befriet fra bagepapiret. Opbevar brødet i en frostpose på køl. -Josefine/FitFoodByFine

Chokoladepålæg. På den sundere måde, selvfølgelig. Lavet på blandt andet kikærter og god, mørk chokolade. Sød, sund og proteinrig. Jeg mener – chokolade. What’s not to like? Og så har denne choko-sag endda mange anvendelsesmuligheder: Selvfølgelig som smørepålæg på godt brød. Den er også skøn som en del af toppingen på en smoothiebowl. Som fyldet i små, fyldte chokolader. Nåja, eller man kan bare spise den med ske direkte fra glasset. Ikke fordi jeg har gjort det. Eller noget.   Choko-spread med kikærter 1 glas 1 ds. kikærter, skyllede og grundigt afdryppede 100 g. udstenede dadler (den bløde slags fra papæske) 60 g. god mørk chokolade, smeltet 1 stor spsk. usødet kakao (den type der almindeligvis bruges til bagning) 1 tsk. vanille Et nip salt Koldt vand til at tilpasse konsistensen   Alle ingredienser blendes rigtig grundigt sammen med stavblender. Alt skal være en jævn masse uden stykker af dadler eller kikærter tilbage. Giv evt. blenderen lidt pause. Juster undervejs konsistens med koldt vand, så spread’en har den konsistens, du godt kan lide. Jo tyndere, lidt mere grynet kan den virke. Opbevares i feks et syltetøjsglas med låg på og i køleskab.   -Pernille/www.pernillerosenkilde.dk